Gødning til dit barns trivsel

Gødning til dit barns trivsel

Gødning til dit barns trivsel

Hvis dit barn udviser tegn på mistrivsel eller måske bare mental ubalance, så er det tid til at stille skarpt på familiens hverdag og almindelige adfærd. Det er tid til at overøse dit barn med alt det, som nærer dit barns selvværd, og får hun/han til at mærke små glimt af glæde, grin og fjol. Måske tænker du lige nu, at det virker som et bjerg at skulle bestige, hvis du skal få dit barn til at grine eller øge hendes/hans selvværd. Og ja, det er ikke nødvendigvis det letteste i verden, og nok heller ikke et quickfix. Men det kan lade sig gøre, og faktisk viser det sig ofte efter kort tid at give små resultater, som langsomt vokser sig større.

10 tips, som gøder dit barns selvværd, glæde og tillid til dig

BEVAR ROEN 
Det første du skal gøre er at minde dig selv om, at ro er bedre end panik. Tag dybe indåndinger og find evt. et mantra, som du kan sige højt for dig selv, og som minder dig om, at du er dit barns spejl, og at det derfor er vigtigt, at du udviser overblik og ro.

SMIL TIL DIT BARN
Når hun/han fortæller dig om en bekymring eller ubehagelig oplevelse, så spejl dit barn med et roligt smil. Vores mimik er det første vores børn aflæser, så vær opmærksom på dit ansigtsudtryk – selv når dit barn fortæller dig om noget, der ikke er rart. Et lille smil behøver ikke at betyde, at du negligerer dit barns følelser og udfordringer, men det udtrykker blot, at det nok skal gå.

LYT LYT LYT
Lyt til dit barns bekymringer, og lad være med at blive smittet af dem. Spørg dit barn, hvad hun/han føler i situationen, men lad være med at give din egen mening til kende.

SKAB EN STABIL RUTINE
Børn trives bedst med forudsigelighed og struktur. Hav faste sengetider, måltider og daglige aktiviteter.

VÆR DETEKTIV PÅ DIT BARN
Vær nysgerrig på, hvad dit barn interesserer sig for, og lær hendes/hans interesser at kende med oprigtighed. Vær nysgerrig på dit barns adfærd og spørg ind til hvad, der ligger bag hendes/hans bekymring, frygt, følelser. Lyt og lad være med at kommentere på dit barns svar. Hvis dit barn ikke svarer, så lad være med at stille et nyt spørgsmål, men vent et par dage eller en uge og spørg på en ny måde.

LEG, VÆR KREATIV OG FYSISK AKTIV
Sørg for at fjolle, grine, hoppe, tegne, danse eller synge med dit barn hver dag. I starten kan det være svært at få dit barn med på din legelyst, hvis I ikke er vant til at lege sammen. Start med selv at fjolle lidt rundt og tage let på tingene, grine ad dig selv eller skrue op for musikken og danse med dig selv, imens dit barn er i nærheden. Bliv ved hver dag – det skal nok smitte af på dit barns humør at se dig glad og legende.

STOP ALENE-SKÆRMTID
Stop skærmtid eller skær ned for den. Tilbyd alternativer sammen med dit barn i stedet. Oftest vil børn svare, at de hellere vil lege, hygge, bage eller hoppe på trampolin med deres forældre end at se på skærm. Se en god film sammen med dit barn. Sluk for alle andre skærme imens.

VIS FØLELSER OG SÆT BILLEDER PÅ DINE EGNE
Hvis dit barn har svært ved at udtrykke sine følelser, så er det tid til, at du begynder at tale om dine egne. Måske skal du forbinde dine egne eller andres følelser og handlinger med dyr, farver eller ting, fx ”Ej ham der dyttede ad os, han må da være en lille vred gravhund” eller ”Den her film giver mig altid en grøn følelse i kroppen” eller ”Jeg føler mig som en kæmpestor sol lige nu, fordi jeg kan mærke min kærlighed til dig varme mit hjerte”.

MASSAGE
Giv dit barn massage eller hårde tryk hver dag. Det kan være 1 minut, når du vækker dit barn om morgenen eller 20 min. med massageolie. Stort som småt er lige godt. Tryk og massage beroliger nervesystemet og hjælper dit barn med at mærke sig selv.

TAG DIT BARN ALVORLIGT
Tænk på situationer, hvor du ikke er blevet taget alvorligt – det føles meget ubehageligt. Derfor er det vigtigt, at du tager dit barn alvorligt samtidigt med, at du udviser styrke, ro og sætter sunde grænser.

 

Du er altid velkommen til at ringe til os og spørge om yderligere råd.
God arbejdslyst, vi lover, at det bærer frugt.


Bliv detektiv på dit barn

Vær nysgerrig på dit barns handlemønstre og bliv bedre til at hjælpe det med at trives.

Råd til pårørende

Grundtanker, der er gode at have ved enhver psykisk udfordring hos børn

Forstå behandlingssystemet og vejen til hjælp

Hvor skal man starte, hvis ens barn ikke trives? Porta Collective forklarer om systemet, man møder, når man har et barn i psykisk mistrivsel, og giver et simpelt overblik.